torsdag den 21. april 2011

Barnevogn mm.

Hvilket mærke? 
Odder er det solide, danske mærke, der har tradition for at holde i mange år. Det ser man tydeligt på brugt-markedet. Ulempen er, at de kun forhandles i Babysam, og der skal man komme mindst muligt (elendig service). Vognene er dyre, men holder i mange år.
Emmaljunga er blandt de mest populære, og desuden billigere end Odder. Der er nu også mere plastic og dermed mere sårbare dele. Det gælder specielt koblingen mellem kasse og stel. Begge mærker tilbyder letvægtsstel - jeg har ikke erfaring med dem, men så meget som vi læsser vores ud og ind af bilen, vil jeg foretrække et letvægtsstel.
Øvrige mærker har jeg ikke erfaringer med, men tjek mængden af plastic - for det er umuligt at reparere igen, hvis det knækker. Er det metal, så kan cykelsmeden som regel hjælpe (han fik i hvert fald sat bremsen på vores gamle Odder Sølvpil efter den var knækket af).


Barnevogn eller klap-/combivogn?
Til hverdag og dagpleje er barnevognen et must. Specielt om vinteren er der mere isolering i en barnevogn.
Vi har dog købt en Teutonia klapvogn (Mistral DK) til når vi er på farten. Den fylder mindre i bagagerummet og er nemmere at komme rundt med. Om vinteren med en voksipose i, og i den første tid med liften i. Fungerer perfekt!
Vi er glade for luftgummihjulene, som kører godt og ikke punkterer. Desuden er de brede, og det har været godt, når der ligger sne (2 vintre i træk).
Vi fravalgte modellen med svingbare hjul (Mistral S), da de virkede mere sårbare (plastic).


Køb brugt! 
På Fyn er Gul og Gratis førende. Den Blå Avis er førende i andre dele af landet. Mange passer rigtig godt på deres vogn og udstyr, så brugt er slet ikke så skidt. Har du lidt tålmodighed og tjekker nye annoncer ofte, kan du gøre et godt køb.
Jeg foretrækker at købe fra nogen jeg kender, så prøv at høre i vennekredsen først. En efterlysning på facebook kan også give pote.

Når du køber brugt, så tænk først over...
Hvor tit skal du bruge vognen?
Hvis du vil gå meget, skal den køre godt og have gode hjul.
De nye luftgummihjul er at foretrække, men er endnu ikke på så mange brugte modeller endnu.
Det er træls at punktere, men ellers kører lufthjulene godt. Her skal du dog se efter, om hjulene har revner eller er mørnede.
Massive hjul går også an, men prøv en tur først.
Skal den ofte pakkes sammen (ture og til/fra dagpleje)?
Så prøv at pakke den sammen og se, hvor let det går.
Vær opmærksom på, om den kan være i bagagerummet (MED hattehylden nede af sikkerhedshensyn)
Undgå de store stålkassevogne, med mindre du har et kæmpe bagagerum, for de fylder. Generelt fylder de nye vogne mindst – men er så også mindre at ligge i.
Skal du bruge et søskendesæde (som sidder på kassen)?
Vælg en Odder eller en anden model, hvor stellet understøtter hele kassen (det gør fx Emmaljunga ikke).
Skal den med bus eller tog? Eller andre steder, hvor I har behov for at den skal løftes (med indhold)?
Vælg en Odder eller en anden model, hvor stellet understøtter hele kassen (det gør fx Emmaljunga ikke).
Hvor længe skal den bruges?
Vores unger går i dagpleje, hvor de sover i vognen til de er 3 år. Derfor er liggemålet vigtigt – de største vogne er 97 cm. Skal de kun sove hjemme i weekenden kan I eventuelt købe en krybbe, da liggemålet er længere her.

Når du ser en vogn til salg, så tjek...
Mug, skolder, jordslået: Pas på med det! Det kan vaskes væk ved 60° - og læg det i blød i Rodalon 30 minutter inden vask. Men ikke alt kan komme i vaskemaskinen – kalechen fx.
Rust: Ikke for meget. Den overfladiske rust kan fjernes.
Hjulene: Er nemmest at skifte - men nye koster ca. 250 kr. pr. stk.
Kassen: Tjek om kassen står vandret på stellet. Det er især et problem på vogne, hvor stellet ikke understøtter kassen hele vejen rundt (fx. Emmaljunga og visse Brio-modeller), eller vogne, hvor barnet har siddet meget i den ene ende eller der har været søskende sæde på.
Tilbehør: Vælg vogne, hvor regnslag (200), myggenet (150) og sele (300) følger med. De ting kan let løbe op i mange hundrede kroner, hvis du skal købe det fra nyt (ca. nypris i parentes).
Madrasser følger også med nogle gange, men eksperterne råder til ikke at genbruge madrasser pga. husstøvmider. De kan dog vaskes væk ved 60°, så har du mod på det kan du vaske madrassen i et stort badekar (eller en stor vaskemaskine).
Nye madrasser er faktisk ret dyre i baby-butikkerne, men de kan købes billigt hos Apollo Skum i Odense. Her skærer de dem til efter dine mål, så er barnevognen rund (det er de fleste nye modeller), så lav en kopi af bunden i papir og tag den med. Så skærer de det efter.
Jeg gav 95 kroner for en barnevognsmadras i gængse mål (96x36) i slutningen af 2010.
I Århus ligger Skumhuset, men jeg har ikke erfaringer med den butik. Kom gerne med jeres erfaringer!
Prisen: Varierer mellem nyprisen(!) og helt ned til et par hundrede kroner. Min tommelfingerregel er, at man betaler fra halv pris og nedefter. Men nogle sælgere sætter prisen lavt, og de vogne ryger hurtigt. Så du skal være hurtig, når de gode tilbud er der. Ellers er der mange, der giver et bud – det er værd at prøve. Men tænk over prisen, hvis du fx skal ud og investere i tilbehør og hjul – det løber op.

søndag den 17. april 2011

Skoldkopperne er flyttet ind.

Starten? Vi opdagede dem en onsdag eftermiddag, og i løbet af et døgn piplede de frem - især på maven. Her var de dog ganske små, mens der kom større i panden og på numsen.
Kløe? Min veninde havde anbefalet A-derma cytelium, som vi straks hastede på apoteket efter (ca. 95 kr.). Det sprayes på - og det er nemt, når der er mange skoldkopper. Om det var A-derma, der virkede, eller Albert bare ikke var så plaget af kløe er uvist. Men vi har ikke oplevet, at Albert har haft store problemer med kløe.
Vi lod ham gå uden ble så meget som muligt, for at give luft til skoldkopperne i ble-området. Netop her har vi haft bøvl med to skoldkopper, der er gået betændelse i. Dem smører/sprayer vi med klorhexidin efter lægens anbefaling.
Desuden har jeg hørt, at et bad med natron tager kløen. Doseringen skulle være en stor spiseske til et badekar.
Påvirket? Det var kun det første 1½ døgn, at han var påvirket af sygdommen - og den anden nat var rædsom, for han vågnede flere gange og var ked af det og kunne ikke finde ro. Men siden har der ikke været bøvl.
Rask? Her efter en uge har vi været i tvivl om, hvornår han måtte komme i dagpleje igen. Vi var i tvivl om, hvornår skoldkoppen defineres som "tørret ind". Men da vi samtidig mistænkte betændelse i to skoldkopper ved numsen, tog vi til lægen, der "godkendte" ham til dagpleje.

lørdag den 16. april 2011

Velkommen til!

Man skal jo blogge om det, man ved noget om, og det, man har en holdning til. Så jeg har nu besluttet, at lave en blog om de erfaringer, jeg gør mig som mor. For mor ved alt - i hvert fald bagefter.
I første omgang vil jeg bidrage med historiske oplevelser og derefter løbende opdatere med de nye erfaringer, jeg gør mig.