mandag den 28. marts 2016

Kortholder

Vi kan godt lide at spille kort, men selv for den 7-årige er det svært at holde styr på kortene. Så vi har bygget en kort-holder af LEGO. Den ser sådan her ud:


Den fungerer godt, og det er nemt at sætte kortene på plads.

Hvad spiller I så?
Mest fisk, men i dag har vi også prøvet at spille UNO med spillekort. Vi bestemte at jokerne skulle være "Skift farve" og en enkelt af jokerne skilte sig ud, så den blev "Skift farve og træk 4 kort op". 2'erne blev "Træk 2 kort op" og esserne "Spring over". Vi var kun 2, der spillede i dag, men er vi flere, vil vi nok tilføje "Skift retning til et af kortene".

Den 7-årige har ikke helt tålmodighed til at lære det, men vi vil gerne lære ham at spille 500. Det kræver dog lidt træning.

Og så har ur-kabalen vist sig at være sjov og nem (for den 7-årige). Den går ikke op hver gang, men ofte nok til at han stadig synes den er sjov.

onsdag den 23. marts 2016

Hjemmelavet banko

Vi har masser af spil herhjemme, men vi har ikke et godt banko-spil. Så det lavede vi selv. Vi fandt nogle papæsker (havrefras-pakker) og klippede brikker og plader ud af dem. På brikkerne skrev børnene et bogstav på hver brik - der var derfor 29 brikker. Pladerne inddelte jeg med 9 felter (2 streger på hver led), og så valgte børnene selv, hvilke bogstaver, der skulle stå på deres plade. Den ældste (går i 1. klasse) fik besked på at skrive små bogstaver på hans plade (det er en god opgave også at lære de små bogstaver at kende).



Brikkerne lagde vi i en stofpose, og så skiftes man til at trække en brik. Da flere godt kan have samme bogstav kan vi ikke bruge brikkerne til at markere på pladerne. I stedet lånte vi brikker fra et andet spil, og det fungerede fint.

Vi har snakket om, at vi kan lave et nyt spil med korte ord, som fx mor, far osv. næste gang.

torsdag den 17. marts 2016

Neglelak uden (for meget) gift

Mine to piger (3 og 5 år) er vilde med neglelak. Moren er mindre vild med det giftige stads. Neglelak har stået på ønskesedlen i et stykke tid, og til jul fik de dette "børneneglelak" fra en legetøjsbutik. Det er noget skrammel, der vaskes af næste gang man vasker hænder.
I stedet fandt jeg ud af, at Hopscotch Kids er neglelak uden fx acetone, ftalater og alt det andet bras, vi helst vil undgå at udsætte ungerne for
Jeg fandt et sæt med tre neglelak, en top coat og en flaske neglelakfjerne til 249 hos rawmakeup.dk, men de forhandler dem tilsyneladende ikke længere. I stedet hat jeg fundet dem hos fx. her og her. Begge steder må du købe dem enkeltvis til ca. 110 kr. pr. styk. Dyrt ja, men det koster at slippe for de farlige stoffer.
Resultatet bliver fint og holdbarheden er overrraskende god. Vi har endnu ikke brugt top coaten, som efter sigende skulle øge holdbarheden.

Her er det farverne Peter Peter Pumpkin Eater (orange - på pege- og ringfingre), You are My Sunshine (gul - på tommel- og lillefingre) og Heads Up, Seven Up (grøn - på langefingre)