fredag den 27. juli 2012

Must have #3: Løbecykel

http://www.puky.net/pics/module/produkte/puky_produkte/Laufrad_LR_M_oceanblue_bild0_bg4.jpgÆldsten fik en løbecykel til sin 3 års fødselsdag. Da han er relativt lille havde vi fokus på siddehøjden, da vi ledte efter egnede modeller.

Valget faldt på Puky LR M (sadelhøjde fra 29 cm) og det har vi ikke fortrudt. Puky laver solide løbecykler, og er barnet lidt større kan man vælge modellen LR 1, LR 1L (Br) eller LR XL.

I starten gik det lidt trægt med at få brugt den, mest fordi det var langt nemmere at tage den trehjulede motorcykel, og det er altså svært at tvinge sit barn op på en løbecykel. Men en dag tog jeg barn og cykel med på mit arbejde (en skole), hvor han fik lov til at cykle på de tomme gange. Det hjalp (for der var jo ingen alternativer til løbecyklen), og derefter var løbecyklen førstevalg og han blev hurtigt god til at køre på den. Vi har ofte haft den med som alternativ til en klapvogn, når vi har gået ture eller været andre steder, hvor vi skulle gå en del. Desuden har vi brugt den som transportmiddel til børnehaven (1 km).


Vi var lige ved at se os om efter en lidt større model, men nu har han (i en alder af 3½) lært at cykle på en almindelig cykel uden støttehjul. Det gik MEGET let, fordi han har lært at holde balancen på løbecyklen.

Han skal i skrivende stund kun have hjælp til at starte. Det skal bemærkes, at han det seneste år har cyklet en smule med støttehjul, men kun rundt om huset - ikke deciderede ture.

Vi har sat et håndtag på cyklen, så vi let kan støtte (eller bremse) ham om nødvendigt. Det kan købes på coop.dk og afhentes i den lokale Superbrugs eller Kvickly (som nogle gange har dem i sortiment).

Cyklen er i en størrelse, hvor han fint kan nå jorden med fødderne (10"). Så snart han er mere stabil sætter vi sadlen op eller skifter til en større model (12").

Cyklerne har vi købet på Gul & Gratis - en 10" ViviUno 150 kr. (bemærk, at den ikke har friløb og bremse) og en 12" Tårnby Bølle til 200 kr., så hvis man holder lidt øje med brugtmarkedet kan man gøre en god handel der.


Til den lille vil vi starte lidt tidligere med løbecyklen, og det kræver en endnu mindre model. Vi har derfor kig på modellen MiniBike, som vi har set børn i vuggestuen bruge flittigt. Mindste sadelhøjde er 25 cm. Vi leder nu efter en brugt model.


torsdag den 19. juli 2012

Must have #2: Ammepude

http://www.nordfjeld.dk/Storage/cache/img/Storage/plugin_files/shop/productimages/7426/49613e92d91d5226aa9741108162f8a2.jpgEn ammepude ER et must. Men efter at have bakset med en arvet model med krøyerkugler, så fik jeg et tip fra en ammende kvinde om at vælge en pude med fast fyld. Det køb har jeg ikke fortrudt. Der er langt mere stabilitet i en pude med fast fyld, så den anbefaling er hermed givet videre.

Jeg har set de relativt dyre modeller fra Doomoo (til hhv. 500,- og 800,-), og de virker enormt gode. Selvom man ikke har tvillinger, kan tvillingemodellen sagtens være det bedste valg, da den større størrelse giver mere støtte. Men prøv den først.
Jeg har ikke prøvet Doomoo-modellerne i praksis. Men en anden god anvendelse er, som man kan se på billedet herunder, at de også kan være gode at bruge under graviditeten:
http://www.nordfjeld.dk/Storage/cache/img/Storage/plugin_files/shop/productimages/7426/fc950fddfd3e67bbcaf03a453082c299.jpg

Ammepuden er sjældent nok alene, og jeg lægger tit en ekstra pude i hoved-siden, så jeg kan have begge arme fri under amningen. Det giver færre spændinger i skuldrene og mere frihed under amningen.
Find en ammepude med et relativt neutralt stof - så slipper du for at skifte det, hvis næste barn er af det modsatte køn.

torsdag den 12. juli 2012

Ny serie: Must have

Nogle ting er bare et must. Og dem har jeg nu tænkt mig at samle i serien Must haves. Her vil jeg løbende fortælle om de ting, som vi bare ikke kan undvære. Listen vil i starten handle om alle de ting, vi allerede har, men der vil løbende komme nye ting til husstanden som vi ikke anede, vi ikke kunne leve uden. Herunder får du første afsnit. I øvrigt er de ikke i prioriteret rækkefølge, selvom de har et nummer.

Must have #1: Pegebøger

Den yngste er nu 1½ og pegebøger er et absolut hit for tiden. Alle bøger er i det hele taget et hit - så længe det er papbøger, for hun har det med at rive siderne i stykker, hvis hun kan komme til det.
Lige nu er det især dyrebøger, der er spændende fordi hun kan sige muh, vov, miav, pip og mæh. Også madvarer og billeder af personer, hun kender, er et hit.

Aktiviteter:
  1. Hvad siger koen? 1-1½ år.
  2. Hvor er koen?
    Start med lette ting som fx. dyr eller madvarer barnet kender. Man kan også bruge billeder af personer barnet kender. 1-2 år
  3. Hvad er det [peger på koen]? 1½-2½ år.
  4. Hvad farve er koen? 2-2½ år

torsdag den 5. juli 2012

Android apps til de små

Jeg er nu kommet med på smartphone-bølgen og er så småt ved at finde nogle gode apps. Jeg har specielt været på jagt efter nogle lærerige apps til sønnike på 3,5 år (og det halve år ER vigtigt).

Foreløbig har jeg fundet disse:
  • LEGO® App4+: Her skal man samle en bil, køre den gennem en bane, hvor man skal samle klodser for at få flere valgmuligheder når man bygger bil. Hver gang man har gennemført banen (der er desværre kun en) skal man samle en figur.
  • Tælle på dansk: Som navnet antyder, er spillet på dansk, og det går ud på at trykke på tallene fra 1 til 10 i rækkefølge. Når man trykker på et tal siger en stemme tallet og stemmen roser også når man er igennem alle tal. I første bane står tallene i rækkefølge, men derefter blandes de rundt. Ret simpelt, men også fint. Jeg leder stadig efter et dansk bogstavspil.
  • Børn huskespil Lite: Et simpelt og gratis huskespil, hvor der både er bogstaver, tal og billeder i de 4 baner. Køber man Børn huskespil Plus til 6 kr. er der yderligere 4 baner. Samme udvikler har også en version med dyr og alfabet, som jeg endnu ikke har testet.
  • KIDS Match'em: Også et huskespil med bl.a. dyr og dyrelyde.