tirsdag den 17. januar 2012

Nej tak til babybox - ja til bleposer!

Som så mange andre sagde jeg ja tak til alt, hvad der var gratis for kommende forældre. Inklusiv den såkaldte babybox fra (min senere hadebutik) Babysam. Den kan absolut ikke anbefales. Dels er selve indholdet ikke noget særligt, dels følger der et hav af mails og telefonopkald fra firmaer, der vil sælge fx. Falck-abonnementer og en konto i stamcelle-banken - de fleste af dem spiller hårdt på, om man tør være en dårlig forælder (og lade være med at købe deres produkt). Den form for markedsføring har været en tur i programmet Kontant, fordi mange forældre har følt sig chikaneret af de mange sælgere.
En af de ting, der følger med babyboxen er en blespand. Som det er tilfældet med alle den type blespande, så er poserne meget dyre. Derfor har vi forlængst kasseret blespanden og erstattet den med en almindelig skraldespand. For at undgå dårlig lugt bruger vi i stedet bleposer fra Super Brugsen og Kvickly, som er langt billigere (ca. 25 kr. for 300 stk.). Man skal lige vænne sig til deres lugt, som er ret specielt - til gengæld erstatter den helt ble-lugte.
Af de bedre gratis tilbud fik jeg en pakke fra nettorvet.dk (Brugsen/Kvickly), og der fulgte ikke spam med efterfølgende. Også REMA 1000 har siden lanceret en gratis baby-pakke, hvor man får en gratis prøve på deres gode (og svanemærkede) bleer. Matas babypakke lykkedes det mig aldrig at få fat i, for de havde ikke nogen, når jeg kom forbi.