mandag den 3. december 2012

En sut at putte med

Alle mine børn elsker (eller har elsket) deres sut. Men da de var små, havde de svært ved at holde den i munden, så vi måtte med den ene arm holde barnet og med den anden holde sutten. Det blev vi hurtigt trætte af, for så kan man jo ikke andet.

mandag den 26. november 2012

Vikle

Jeg ved slet ikke, hvordan jeg kunne leve uden en vikle, da de to store børn var små. Jeg har først for en måneds tid siden fået en vikle i huset, men jeg er allerede helt vild med den.

torsdag den 22. november 2012

En ble i nødens stund

Det sker en gang i mellem. At jeg glemmer pusletasken. Og det er sjældent særlig sjovt. Derfor har jeg opfundet en "nød-puslepose". Dem har jeg lavet nogle stykker af og placeret på udvalgte steder som fx. bil(er), barnevogn(e) og klapvogn(e).

torsdag den 15. november 2012

En god sang-ide

Hjemme hos os kan vi godt lide at synge for og med de små. Det er ikke altid kønt, men som oftest hyggeligt. Desværre er kreativiteten ikke så stor, og det kniber ofte med at finde på sange.
 
Da ældsten var lille printede jeg en række børnesange ud og hængte op ved puslebordet. Så fik vi sunget sangene, og i dag kan jeg alle de tekster i hovedet. Jeg tænkte, at nogen burde producere en mere fiks udgave af mine hjemmeprintede sange - og nu har jeg opdaget, at det er sket.

mandag den 29. oktober 2012

Must have #4: Ladcykel

Vi købte vores ladcykel, da ældsten var et halvt år gammel. Inden da havde vi lånt en Nihola i en kortere periode for at prøve livet som ladcykelejere. Og det er netop, når man har en lille en, at ladcyklen er fantastisk, fordi de kan ligge i lift eller voksipose og ikke skal klemmes ned i en autostol - og ud af den igen, når man er nået frem. Og så har man bare en større aktionsradius på cykel end på gåben med barnevogn. Man kan altså komme vidt omkring uden at forstyrre den lilles søvn.
Men vi skulle først vælge, hvilken ladcykel vi skulle investere i. I provinsen er (eller var) udbuddet ikke så stort, da vi af hensyn til garanti og service gerne vil handle lokalt var vi nede på Nihola, Christiania og Kangaroo. Christiania blev først droppet, da vi synes komforten for ungerne er for dårlig. Og det var samme argument, der sendte Nihola ud. Til dens fordel talte derimod at den kan fås med motor - det er faktisk værd at overveje, men desværre er det (alt for) dyrt - 10.000 kr. ekstra!
Så vi endte med Kangaroo, der umiddelbart virker dyrest (ca. 20.000 kr.), men her skal der ikke købes ekstra - alt er inkluderet (bortset fra babysæde). De andre modeller løber op i samme beløb med tilsvarende udstyr (seler, gear, regnslag mm.). En anden fordel ved Kangaroo er, at sæderne kan justeres i ryggen, vendes og ryglænet lægges helt ned (kun når det vender baglæns).

Da vi kun havde ét barn, sad han i sin autostol (0-12 kg) som vi med lidt remme og spænder fik spændt fast. Han sad alene i midten, så det var ikke noget problen at autostolen er ret bred.

Boxette
Med nummer 2 købte jeg en brugt boxette i en genbrugsbutik. For år tilbage var de godkendt til biler, men det er de ikke længere (i hvert fald ikke de gamle modeller). Derfor sælges de relativt billigt på brugtmarkedet (jeg fandt min forklædt som dukkelift). Men da man på cykel kører med væsentlig lavere hastighed bilder jeg mig ind, at sikkerheden er ok. Fordelen ved boxetten er, at den lille ligger ned (modsat autostolen) og derfor kan ligge der i lang tid og helt fra fødslen af. Og så er der seler i boxetten, så den lille ikke tumler rundt. Desværre er boxetten ikke så lang, og kan derfor kun bruges de første måneder. Boxetten stod på et sæde, hvor ryggen var lagt helt ned, og så spændte jeg den fast med en rem rundt om sæde og boxette.

Derefter gik vi over til Weber babysæde (alder 3-9 måneder ifølge producenten) hvor den lille ligger skråt og kan følge med i trafikken.
Som supplement brugte jeg barnevognsliften, hvor jeg monterede en barnevognssele og desuden spændte selve liften fast (som boxetten). Fordelen er - som med boxetten - at den lille kan sove uforstyrret og flyttes til barnevognen, når man kommer hjem.

Da både babysædet og liften blev for lille, købte jeg to kilepuder, som blev placeret på sædet og ryglænet (de smalle sider vender mod hinanden). Sædepuden gør at den lille holdes tilbage i şædet og rygpuden giver plads til at cykelhjelmen fylder lidt bagved nakken. Kilerne bruger hun stadig i en alder af halvandet. Jeg købte kilepuderne i Apollo Skum i Odense, hvor de skærer efter mål.

Til hverdag og fest
Da vi for nylig skulle til vejfest, som nok ville vare til efter børnenes sengetid, lagde jeg begge sæder helt ned og lagde en barnevognsmadras på hvert sæde. Her faldt ungerne i søvn, så forældrene kunne være en time længere til festen.
vognen "anrettet" med madrasser
og så sødt sov de :-)





mandag den 22. oktober 2012

Træning før og efter fødslen

Både under og efter graviditeten skal kroppen holdes i gang, og mange skal finde en ny måde at træne på.

Yoga:
Jeg har under alle tre graviditeter gået til gravid-yoga hos Nordisk Yoga i Odense. De har flere hold, der starter løbende, så det burde være muligt at finde et tidspunkt, hvor det kan passe ind i kalenderen. Selvom man melder sig til et bestemt hold, kan man i et vist omfang komme på et andet hold, hvis man er forhindret på sit eget hold.
De sidste to gange (hvor der har været børn at passe) har jeg valgt et formiddagshold, der kunne passe ind med arbejdet, og i sidste runde startede så sent, at jeg var gået på barsel.
Nordisk Yoga har også kurser i Mindful birth (smertefri fødsel), efterfødselstræning og babystimulastik. Ingen af delene har jeg dog prøvet.

Fitness:
Efter første fødsel gik jeg til efterfødselstræning hos Squash & Fitness (Exercise) i Odense. Det er god og variende træning, der blander forskellige typer af træning (fx aerobic). Det er onsdag formiddag, og man kan bruge klippekort, så man binder sig ikke til et bestemt antal gange. Det er desuden muligt at dele et klippekort. Ulempen er, at den lille ikke nødvendigvis er indstillet på at sove eller passe sig selv i den time, træningen foregår. Jeg endte med at få min far til at passe den lille imens, men ikke alle har den mulighed.

BarnevognsWorkout
Anden gang opdagede jeg BarnevognsWorkout, som tilmed oprettede et hold her i Ringe, hvor jeg bor. Det er - som ordet antyder - træning med barnevognen. Bag BarnevognsWorkout står fysioterapeut Anne Kathrine Skifter, som driver firmaet www.inbema.dk. Udover BarnevognsWorkout tilbyder Anne Kathrine også kurser i babymassage og pilates.
Træningen til BarnevognsWorkout er varierende og har fokus på genoprettelse af de muskler, der har lidt under graviditet og fødsel, specielt bækkenmuskulaturen.
Da man har barnevognen med, slipper man for at finde en babysitter. Og min erfaring er, at børnene stort set holder sig i ro, fordi hjulene triller.
BarnevognsWorkout kører i Odense, Svendborg, Kerteminde, Nyborg og Ringe - hvis der altså er nok tilmeldte (mindst 6).
I hovedstads-området, Roskilde, Ringsted og Køge kører et lignende koncept under navnet Pushy Mums.

mandag den 15. oktober 2012

Babysvømning

De fleste babyer er glade for at være i svømmehallen, så det kan absolut anbefales. Men der er nogle ting, du bør overveje.

Holdtræning: Mange steder skal man melde sig til specifikke hold og betale for et vist antal gange. Ulempen her er, at man nemt kan misse et par gange, hvis den lille (eller større søskende) er syg, og det sker faktisk tit - specielt i vinterhalvåret.

I Faaborg Svømmehal er der babysvømning hver tirsdag og fredag, og man tilmelder sig på nettet. Der er to hold - 0-6 måneder (10.00-10.30) og 6-18 måneder (10.30-11.00). Der er maksimalt 8 babyer, og holdet bliver aflyst ved for få tilmeldinger (pr. sms 2 timer før).

Ulempen ved at tage af sted i almindelig åbningstid er, at der ofte er større børn, der larmer og forstyrrer de små. Specielt det første barn er ikke vant til den larm, større børn laver.

Badetøj: Til at starte med er badebleer det bedste. De kan købes for cirka en tier i de fleste svømmehaller. De koster ca. det halve, hvis du køber en pakke (5/10 stk.) i supermarkedet.
Man kan også købe badetøj til de små - det skal dog være lavet så eventuelle uheld ikke løber ud. Det kan ofte købes i svømmehallen, i store supermarkeder eller babyudstyrsbutikker.

Omklædning: Vælg (hvis du altså har valgmuligheder) en svømmehal med gode omklædningsfaciliteter for de små. Der skal være små badekar (med prop), pusleplader (både til tør- og vådzone) og gerne et seperat omklædningsrum til de små.
Når du skal i bad, så gør således:

  1. Gør dig selv klar - bad og badetøj på. Lad den lille ligge på en pusleplade på gulvet imens (med tøj/body på).
  2. Gør den lille klar. Tag tøjet af og bad den lille i et badekar eller tag den med i brusebad. Giv den lille badeble på lige inden I går i bassinet.

Og husk:

  • Rigeligt med håndklæder, så der altid er et tørt til den lille.
  • Lad være med at amme lige inden, I skal i vandet - gylp i vandet er ikke godt. Så lad den lille få mad en halv time før, I skal i vandet.

tirsdag den 4. september 2012

Køretøjer skridt for skridt

Når de små har lært at gå handler det hurtigt om at komme på egne hjul.

Første skridt er den 4-hjulede gåvogn, hvor balancen ikke er noget problem. Denne er fundet i en genbrugsbutik.


Derefter kommer den klassiske trehjulede motorcykel. I dag fås de med bløde gummihjul, der larmer markant mindre end den gamle model med hårde plasthjul. Modellen til venstre/øverst er med hårde plasthjul (larmer), men har den fordel, at der er skærme på baghjulene, så junior ikke støder benene på baghjulene. Den er købt på et børneloppemarked. Modellen til højre/nederst er den klassiske model med bløde gummihjul. Den købte vi fra ny, da gummihjulene endnu ikke havde nået brugtmarkedet.
 

Så er det tid til at komme på to hjul, og derfor bør en løbecykel stå på ønskelisten, når junior fylder 2 år. Du kan læse mere om løbecyklen i mit indlæg om cykler. God brug af løbecykel gør overgangen til pedalcykel (uden støttehjul) meget nem.

Træn pedalcykling med en pedaltraktor. Ældsten på 3½ har brugt sin flittigt siden han fik den til sin 3 års fødselsdag. Vi købte den brugt for 100 kr. (!) og skovlen foran er en fed gadget, der bl.a. blev brugt til snerydning. En vogn er et must - vi har tilmed en slangevogn, som faren synes var et absolut nødvendig.

Sidste skridt er naturligvis den tohjulede cykel. Vi havde succes med denne lette 10" model ViviUno. Eneste ulempe er, at den ikke har friløb og bremse. Det er vigtigt, at barnet til at starte med kan nå jorden med begge fødder (som med løbecyklen), så sæt sadlen lavt. Sæt den først op, når barnet er fortrolig med at cykle. Cyklen købte vi brugt  på Gul og Gratis.

Aller-sidste skridt er en rigtig cykel - helst med fodbremse. Uanset hvilken type bremse du vælger, så sørg for at sætte tid af til bremsetræning. Helst på grus, så junior kan øve sig i at lave bremsespor. Træn også kørsel ned ad bakke - vores forsigtige dreng har meget svært ved at køre ned ad bakke og vil helst trække.
Også denne model er købt brugt (Gul og Gratis)




fredag den 3. august 2012

Cykeltræning

Den ældste (3½) har nu lært at cykle uden støttehjul (læs indlæg om det), men træningen slutter ikke der. Der er meget teknik der skal læres, for ikke at nævne det med at færdes i trafikken.

Det er sjovt at lave en cykelbane, hvor man kan cykle rundt og samtidig træne teknik. Har man et stykke vej eller fliser rundt om huset kan man let lave en cykelbane som tegnes op med kridt. Desuden kan man tilføje nogle forhindringer. Alt kan bruges - potter, parasolfødder, havemøbler og hvad man ellers lige har.


Start med at lave en simpel bane - så kan man derefter gøre den sværere med fx
  • smallere vej
  • skarpere sving
  • kryds
  • slalombane
  • ujævnheder på vejen
En hullet grusvej efter regnvejr eller en skovsti kan også være et sjovt sted at træne sin teknik.

Gode links: 
  • Dansk Cyklist Forbund har udgivet en folder med 20 Cykellege, der træner teknik med de små cyklister. Se mere på cykelleg.dk
  • Bor man i hovedstaden kan man tage forbi Cykellegebanen på Israels Plads.
  • I august er der landet over Trafiklegedag, som Dansk Cyklist Forbunds lokalafdelinger arrrangerer.

fredag den 27. juli 2012

Must have #3: Løbecykel

http://www.puky.net/pics/module/produkte/puky_produkte/Laufrad_LR_M_oceanblue_bild0_bg4.jpgÆldsten fik en løbecykel til sin 3 års fødselsdag. Da han er relativt lille havde vi fokus på siddehøjden, da vi ledte efter egnede modeller.

Valget faldt på Puky LR M (sadelhøjde fra 29 cm) og det har vi ikke fortrudt. Puky laver solide løbecykler, og er barnet lidt større kan man vælge modellen LR 1, LR 1L (Br) eller LR XL.

I starten gik det lidt trægt med at få brugt den, mest fordi det var langt nemmere at tage den trehjulede motorcykel, og det er altså svært at tvinge sit barn op på en løbecykel. Men en dag tog jeg barn og cykel med på mit arbejde (en skole), hvor han fik lov til at cykle på de tomme gange. Det hjalp (for der var jo ingen alternativer til løbecyklen), og derefter var løbecyklen førstevalg og han blev hurtigt god til at køre på den. Vi har ofte haft den med som alternativ til en klapvogn, når vi har gået ture eller været andre steder, hvor vi skulle gå en del. Desuden har vi brugt den som transportmiddel til børnehaven (1 km).


Vi var lige ved at se os om efter en lidt større model, men nu har han (i en alder af 3½) lært at cykle på en almindelig cykel uden støttehjul. Det gik MEGET let, fordi han har lært at holde balancen på løbecyklen.

Han skal i skrivende stund kun have hjælp til at starte. Det skal bemærkes, at han det seneste år har cyklet en smule med støttehjul, men kun rundt om huset - ikke deciderede ture.

Vi har sat et håndtag på cyklen, så vi let kan støtte (eller bremse) ham om nødvendigt. Det kan købes på coop.dk og afhentes i den lokale Superbrugs eller Kvickly (som nogle gange har dem i sortiment).

Cyklen er i en størrelse, hvor han fint kan nå jorden med fødderne (10"). Så snart han er mere stabil sætter vi sadlen op eller skifter til en større model (12").

Cyklerne har vi købet på Gul & Gratis - en 10" ViviUno 150 kr. (bemærk, at den ikke har friløb og bremse) og en 12" Tårnby Bølle til 200 kr., så hvis man holder lidt øje med brugtmarkedet kan man gøre en god handel der.


Til den lille vil vi starte lidt tidligere med løbecyklen, og det kræver en endnu mindre model. Vi har derfor kig på modellen MiniBike, som vi har set børn i vuggestuen bruge flittigt. Mindste sadelhøjde er 25 cm. Vi leder nu efter en brugt model.


torsdag den 19. juli 2012

Must have #2: Ammepude

http://www.nordfjeld.dk/Storage/cache/img/Storage/plugin_files/shop/productimages/7426/49613e92d91d5226aa9741108162f8a2.jpgEn ammepude ER et must. Men efter at have bakset med en arvet model med krøyerkugler, så fik jeg et tip fra en ammende kvinde om at vælge en pude med fast fyld. Det køb har jeg ikke fortrudt. Der er langt mere stabilitet i en pude med fast fyld, så den anbefaling er hermed givet videre.

Jeg har set de relativt dyre modeller fra Doomoo (til hhv. 500,- og 800,-), og de virker enormt gode. Selvom man ikke har tvillinger, kan tvillingemodellen sagtens være det bedste valg, da den større størrelse giver mere støtte. Men prøv den først.
Jeg har ikke prøvet Doomoo-modellerne i praksis. Men en anden god anvendelse er, som man kan se på billedet herunder, at de også kan være gode at bruge under graviditeten:
http://www.nordfjeld.dk/Storage/cache/img/Storage/plugin_files/shop/productimages/7426/fc950fddfd3e67bbcaf03a453082c299.jpg

Ammepuden er sjældent nok alene, og jeg lægger tit en ekstra pude i hoved-siden, så jeg kan have begge arme fri under amningen. Det giver færre spændinger i skuldrene og mere frihed under amningen.
Find en ammepude med et relativt neutralt stof - så slipper du for at skifte det, hvis næste barn er af det modsatte køn.

torsdag den 12. juli 2012

Ny serie: Must have

Nogle ting er bare et must. Og dem har jeg nu tænkt mig at samle i serien Must haves. Her vil jeg løbende fortælle om de ting, som vi bare ikke kan undvære. Listen vil i starten handle om alle de ting, vi allerede har, men der vil løbende komme nye ting til husstanden som vi ikke anede, vi ikke kunne leve uden. Herunder får du første afsnit. I øvrigt er de ikke i prioriteret rækkefølge, selvom de har et nummer.

Must have #1: Pegebøger

Den yngste er nu 1½ og pegebøger er et absolut hit for tiden. Alle bøger er i det hele taget et hit - så længe det er papbøger, for hun har det med at rive siderne i stykker, hvis hun kan komme til det.
Lige nu er det især dyrebøger, der er spændende fordi hun kan sige muh, vov, miav, pip og mæh. Også madvarer og billeder af personer, hun kender, er et hit.

Aktiviteter:
  1. Hvad siger koen? 1-1½ år.
  2. Hvor er koen?
    Start med lette ting som fx. dyr eller madvarer barnet kender. Man kan også bruge billeder af personer barnet kender. 1-2 år
  3. Hvad er det [peger på koen]? 1½-2½ år.
  4. Hvad farve er koen? 2-2½ år

torsdag den 5. juli 2012

Android apps til de små

Jeg er nu kommet med på smartphone-bølgen og er så småt ved at finde nogle gode apps. Jeg har specielt været på jagt efter nogle lærerige apps til sønnike på 3,5 år (og det halve år ER vigtigt).

Foreløbig har jeg fundet disse:
  • LEGO® App4+: Her skal man samle en bil, køre den gennem en bane, hvor man skal samle klodser for at få flere valgmuligheder når man bygger bil. Hver gang man har gennemført banen (der er desværre kun en) skal man samle en figur.
  • Tælle på dansk: Som navnet antyder, er spillet på dansk, og det går ud på at trykke på tallene fra 1 til 10 i rækkefølge. Når man trykker på et tal siger en stemme tallet og stemmen roser også når man er igennem alle tal. I første bane står tallene i rækkefølge, men derefter blandes de rundt. Ret simpelt, men også fint. Jeg leder stadig efter et dansk bogstavspil.
  • Børn huskespil Lite: Et simpelt og gratis huskespil, hvor der både er bogstaver, tal og billeder i de 4 baner. Køber man Børn huskespil Plus til 6 kr. er der yderligere 4 baner. Samme udvikler har også en version med dyr og alfabet, som jeg endnu ikke har testet.
  • KIDS Match'em: Også et huskespil med bl.a. dyr og dyrelyde.

torsdag den 28. juni 2012

Legoland


Jeg har for første gang været i Legoland som mor - og gjort mig erfaringer udi den disciplin.

På råd fra min erfarne søster tog vi to dage med en overnatning på Hotel Legoland. Og ja, der er nok at se til 2 dage - i hvert fald for en dreng på 3,5.

Plus:
  • At komme uden for højsæson (en hverdag i juni)
  • Der er masser af gratis forlystelser - også til de små (den yngste er knap 1,5).
  • Et last minute-tilbud med overnatning, morgenmad og billetter til to dage for godt 2.000 kr. Ellers er prisen ca. 2700 for et (ikke særlig stort) standardværelse. Ridderværelse, prinsesseværelse og familieværelse er dyrere alternativer. Morgenmadsbuffeten er overdådig.

Minus:
  • Mange forlystelser der er for større børn (120/150 cm).
  • Man kan ikke få aftensmad. På hverdage uden for højsæsonen lukker restauranterne 17.00, og de små spisesteder rundt omkring i parken endnu tidligere! Noget af en bet, når man skal overnatte.
  • Restauranterne på Hotel Legoland er forholdsvis dyre, og med børn der er hurtige til at spise, så er det en dårlig investering for forældrene.


Gode råd om mad og drikke
  • Medbring en madpakke. Selvom der er mange spisesteder, så er deres udbud ikke særlig spændende. Franske hotdogs, chicken nuggets og burger er blandt mulighederne. Vi prøvede burgeren, som absolut ikke var noget at skrive hjem om.
  • På dag 2 er madpakken sværere, men bageren i Billund har et stort udvalg af lækre sandwich, så kør en tur forbi.
  • Til aftensmad spiste vi en pizza fra Restaurant Billund, der er en hæderlig restaurant med rimelige priser.
  • Hotel Propellen ligger lige ved siden af Legoland og har en restaurant (se link for priser) og billig take away med både frokosttilbud (sandwich til 28,-) og aftensmad (også billige børnemenuer til 49,-). Take away skal bestilles ½ time i forvejen.

tirsdag den 20. marts 2012

Legeland

Udbuddet af legeland vokser, og vi har nu for første gang stiftet bekendtskab med sådan et. Mormor skulle holde fødselsdag og faldt over et kombineret legeland og brunch tilbud hos Bowl'n'Fun i Svendborg. På den måde kunne de voksne spise i fred, mens børnene kunne lege. Den kombination er god! Legelandet har en overskuelig størrelse, som passer godt til vores ældste på 3. Desuden var der et område til de helt små, hvor yngsten på 1 år nød at lege. De store kusiner på 7 og 11 legede fint, men ville i længden nok foretrække et større legeland som Løvens Hule i Odense.
Og brunchen...? Tja, den var fin uden på nogen måde at være prangende. Kaffe og te er inklusive (juice til børnene), mens juice skal tilkøbes i kander til 29 kr. stykket. En smule dyrt, når man kan se de ellers opmærksomme og flinke tjenere hælde discountjuice på kander i baren bag ved brunchbuffeten. Buffeten har, hvad man kan forvente i den genre, men det trækker ned, at mine pandekager var tørre lige som rugbrødet.
Prisen er til gengæld mere venlig (119,- for voksne) og der er gode kombipriser til aftenbuffet og legeland samt rabat for bedstefroældre, der tager børnebørnene med i legeland.

tirsdag den 17. januar 2012

Nej tak til babybox - ja til bleposer!

Som så mange andre sagde jeg ja tak til alt, hvad der var gratis for kommende forældre. Inklusiv den såkaldte babybox fra (min senere hadebutik) Babysam. Den kan absolut ikke anbefales. Dels er selve indholdet ikke noget særligt, dels følger der et hav af mails og telefonopkald fra firmaer, der vil sælge fx. Falck-abonnementer og en konto i stamcelle-banken - de fleste af dem spiller hårdt på, om man tør være en dårlig forælder (og lade være med at købe deres produkt). Den form for markedsføring har været en tur i programmet Kontant, fordi mange forældre har følt sig chikaneret af de mange sælgere.
En af de ting, der følger med babyboxen er en blespand. Som det er tilfældet med alle den type blespande, så er poserne meget dyre. Derfor har vi forlængst kasseret blespanden og erstattet den med en almindelig skraldespand. For at undgå dårlig lugt bruger vi i stedet bleposer fra Super Brugsen og Kvickly, som er langt billigere (ca. 25 kr. for 300 stk.). Man skal lige vænne sig til deres lugt, som er ret specielt - til gengæld erstatter den helt ble-lugte.
Af de bedre gratis tilbud fik jeg en pakke fra nettorvet.dk (Brugsen/Kvickly), og der fulgte ikke spam med efterfølgende. Også REMA 1000 har siden lanceret en gratis baby-pakke, hvor man får en gratis prøve på deres gode (og svanemærkede) bleer. Matas babypakke lykkedes det mig aldrig at få fat i, for de havde ikke nogen, når jeg kom forbi.