lørdag den 5. december 2015

Julekalender - altså dem med gratis gaver

Det er julekalendertid og udover dem, der er i fjernsynet, så har jeg fundet to, som jeg synes er gode:

Gyldendal family

Hos Gyldendal family kan du hver dag få en "Lyt og læs"-bog helt gratis. Du kan få bøgerne til både Android og Ipad.
GYLDENDAL • FAMILY's PAKKEKALENDER: 5. DECEMBERI dag kan du gratis hente en eventyr-klassisker: H.C. Andersens...
Posted by Gyldendal • Family on Saturday, December 5, 2015


Leg med sanserne

Leg med sanserne har lavet en julekalender, hvor de hver dag lægger en video op med øvelser og lege, du kan lave med din baby:
5. december Dagens leg er: "Borte-tit-tit". Sangen er fra Karen Marie Billes cd: ”Små sange til de små”. God dag :)
Posted by Leg med Sanserne on Friday, December 4, 2015

mandag den 30. november 2015

Tal - større eller mindre?

Min ældste går i første klasse, og der arbejder de (blandt andet) med talforståelse. Vi er som forældre blevet opfordret til at spille kortspillet Krig med vores børn, fordi det lærer dem om tallenes størrelse (størst og mindst). Ved en hurtig søgning på nettet fandt jeg flere online-spil, der træner netop dette (fx her og her), men jeg har også fundet på denne analoge leg: Reklame-pris-sortering.

Her er hvad du skal gøre:
Find en reklame og klip en masse priser i reklamen ud (kun tallene). Lad derefter dit barn sortere tallene i størrelsesorden.

Du kan justere sværhedsgraden med valget af reklame. Fakta har fx ofte heltals-priser og tallene er ikke så store. Skal du udfordres, så tag fat i Silvans katalog - der er priserne både "skæve" og store.

Herhjemme snakkede vi om, at man kan lime priserne på små papkort og så efterfølgende spille krig med dem. Eller hvis man er flere kan man klippe hver sin bunke af priser ud. Når man har sorteret sin egen, blander man bunken og bytter så bunke med en anden og sorterer hinandens pris-bunke. Så kan "ejeren" være dommer eller hjælper. Det er sikkert en opgave, der også kan fungere fint i matematik i indskolingen.

tirsdag den 24. november 2015

Autostol med hjul

Autostolen er obligatorisk, og de fleste barslende mødre har bandet over at slæbe rundt på (tung) baby i autostolen. Derfor købte jeg en "klapvogn" til autostolen. Vi har en (efterhånden gammel) Maxi Cosi som kan sættes på en Quinny Zapp. Den er pænt dyr, men jeg fandt en brugt model på Gul og gratis. Og den er jeg glad for. Den har godt nok små hjul, men jeg bruger den kun til korte ture - fx i børnehaven eller et kort besøg i en butik. Der er det til gengæld rart at kunne trille rundt og have hænderne fri.

Så tjek udvalget for netop din autostol. For en del klapvogne kan man tilkøbe en adaptor, så en autostol kan sættes på stellet. Det gælder fx Rømer-stole på Affinity-klapvogn.

tirsdag den 10. november 2015

Et tip til ferien - og de glemsomme!

Vi var halvvejs til sommerhuset, da vi opdagede, at vi havde glemt mellemstens jakke. Det var koldt, men vi havde stadig satset på, agt skulle være udenfor. Men løsningen var nær. Vi besøgte den nærmeste bys genbrugsbutikker (ja i flertal) og fandt der en jakke til den svimlende sum af 15 kr. Bevares jakken var hverken smart eller vandtæt, men den passede og den var varm. Medregner man mine impulskøb (CeLaVi regnsæt, et par skibukser og nogle ugeblade) løb den samlede regning op på 48 kroner!!
Så næste gang, du glemmer noget vigtigt på rejsen, så tjek lige, om den lokale genbrugsbutik ikke kan hjælpe. Tøjet er tilmed vasket og klar til brug - modsat nyt, kemikaliefyldt tøj, der skal runde en vaskemaskine inden brug (og sådan en har vi ikke i sommerhuset).

Ferie-legetøj
Vi kommer faktisk tit i genbrugsbutikken, når vi er i sommerhus. Her går vi straks mod legetøjsafdelingen, hvor vi tit er heldige at finde noget fint legetøj til en pris, der gør det ok at købe det blot til sommerhusbrug. På den måde har vi fx fået et fint lager af spande og skovle til stranden. Nogle gange afleverer vi det købte tilbage til butikken efter brug, så andre også kan få glæde af det. Det gælder specielt ugeblade, som koster 1 kr. pr. stk. Det er en helt rimelig "leje-pris" ;-)
Så husk det lige næste gang I står og kæmper med at få alle pakkenellikerne ind i bilen. Drop legetøjet, og se hvad den lokale genbrugsbutik byder på. Så kommer I helt sikkert til at åprøve noget nyt. Og måske spille et spil, I ellers ikke havde prøvet :-)
I øvrigt ligger de også inde med meget køkkenudstyr, som I måske lige mangler i udlejningssommerhuset - det kunne være et strygejern (til perleplader), en persillehakker eller en elpisker. De har det!

Og en god, gammel film
Desuden kan brugte gryder og pander fint bruges til børnenes sandkasse eller udekøkken. Og har du en VHS-afspiller kan du få gamle (børne)film til meget få penge. Der er selvfølgelig også DVD'er men de har det med at være ridsede.

fredag den 6. november 2015

Must have: Vikle og slynge

Når man får et barn, lærer man at gøre det meste med én arm. Men der er altså stadig ting, vi ikke kan klare, og en slynge eller vikle er en fin løsning på det problem. Meget kan udsættes når man kun har ét barn, men når man har flere, så skal der fx laves aftensmad - også selvom det ikke lige passer med babys sovetider.
Da jeg først fik styr på viklen (med barn nummer 3) fortrød jeg, at jeg ikke havde fået gjort det noget før. Og det samme med min slynge, som jeg først fik styr på med barn nummer 4.

Viklen er god fordi barnet kan ligge på flere måder, og i den har jeg hænderne bedst fri. Ulempen er at den fylder, når den ikke er i brug - både når jeg (stadig) har den på og når den bare fylder i hjemmet.
Jeg har købt en FlexiWrap fra Mama's LIFE, og den er god. Jeg har prøvet en enkelt anden model (en brugt jeg lånte), og stoffet på den var ikke elastisk nok til at jeg kunne få den til at fungere. Det er meget vigtigt, at stoffet er elastisk, og derfor skal du se godt efter, hvis du køber en brugt, for jeg har en (ubekræftet) mistanke om, at mange vaske (og tørretumblinger) ødelægger elasticiteten. 
Men baby ligger rigtig godt i viklen, der er mange muligheder (bl.a. tvillinger, ammestilling, på ryggen til store børn, ...). Se de mange muligheder her eller find en instruktionsvideo på youtube.

Slyngen er god fordi den fylder lidt, er nem at montere og lægge barnet i. Den kan let haves med i fx pusletasken og barnet ligger fint. Men den har bare ikke så mange muligheder som viklen, og jeg synes, at jeg kan lave mere med baby i viklen end med baby i slyngen. 

Jeg har en Lodger-vikle, som er designet til også at være en puttepose til autostolen (der er hul til selen og bæreremmen kan klikkes op). Jeg har modellen af fleece (dog en ældre model, som er den på billedet ovenfor), og den skal man altså ikke købe, hvis man har et forårs-/sommerbarn. For fleecen varmer godt, selvom den ikke er vanvittig tyk. Men altså den er helt genial - især når vi er på farten i bil, og vi skal ind og ud af bil. Så tager jeg baby direkte i slyngen fra autostolen og tager slyngen på. Når vi skal i bilen igen tager jeg slyngen af og bærer baby i slyngen direkte over i autostolen igen. Jeg har stor glæde af at bruge den når jeg er i bil til børnehaven for at hente de store børn. Når baby hænger der har jeg hænderne fri til at hjælpe de store med at pakke deres ting, og der ligger baby fri for de mange nysgerrige børnefingre, der gerne vil pille og ae baby.

fredag den 25. september 2015

Mere om ladcykel

Mit indlæg om ladcykel er snart tre år gammelt, men stadig aktuelt. En læser skrev om jeg ikke ville tage billeder af kilepude-løsningen, og jeg har nu fundet en kilepude frem fra lageret og taget et billede:
Kilepuden er altså placeret omvendt af normalt - nemlig med den tykke side ved knæet og den tynde siden ved numsen. Jeg har også brugt en kilepude i ryggen - den har også været placeret med den tynde side ved numsen. Og så skal ryggen lænes lidt længere tilbage end normalt.

MEN: Jeg tror jeg har fundet en bedre løsning. Jeg har bare ikke testet den endnu.

Jeg faldt over denne "autostol" der på ebay sælges som en "portable car seat". Jeg ville nu ikke bruge den i en bil (og den er næppe godkendt i Danmark), men den MÅ da kunne bruges i ladcyklen.

Måske er den lidt lang i ryggen, men jeg har ikke kunne finde mål på denne model. Denne model ser dog ud til at være mindre i ryghøjden. Du kan selv søge og prøve at finde andre gode modeller (og farver).

Prisen ligger på omkring 120-180 kr. og det er desværre over de 80 kr. som er grænsen for hvornår man skal betale moms og afgifter af. Men det kan vel ikke løbe op i et voldsomt beløb tænker jeg.

Jeg ved ikke hvor meget stabilitet, der er i indsatsen, men skulderselerne hjælper til. Men jeg overvejer at supplere med denne indsats, som kan placeres oven på sele-indsatsen.

Den koster under 30 kr. (fri fragt), så det skal da prøves af! Søger du efter sådan en indsats kan du finde andre farver (og lavere priser).



mandag den 17. august 2015

Tilbud på Slice Fraction

I anledningen af skolestarten er der tilbud på den rigtig gode app Slice Fraction, så prisen nu er sølle 6,36 kr. Den er lidt dyrere i AppStore (4,54$).

Slice Fraction handler om at få den søde mammut igennem spillets baner og det gøres imens man lærer om brøker. Min søn har spillet den siden han var 5 (det sidste år i børnehaven).

Se en video om app'en her: