tirsdag den 10. november 2015

Et tip til ferien - og de glemsomme!

Vi var halvvejs til sommerhuset, da vi opdagede, at vi havde glemt mellemstens jakke. Det var koldt, men vi havde stadig satset på, agt skulle være udenfor. Men løsningen var nær. Vi besøgte den nærmeste bys genbrugsbutikker (ja i flertal) og fandt der en jakke til den svimlende sum af 15 kr. Bevares jakken var hverken smart eller vandtæt, men den passede og den var varm. Medregner man mine impulskøb (CeLaVi regnsæt, et par skibukser og nogle ugeblade) løb den samlede regning op på 48 kroner!!
Så næste gang, du glemmer noget vigtigt på rejsen, så tjek lige, om den lokale genbrugsbutik ikke kan hjælpe. Tøjet er tilmed vasket og klar til brug - modsat nyt, kemikaliefyldt tøj, der skal runde en vaskemaskine inden brug (og sådan en har vi ikke i sommerhuset).

Ferie-legetøj
Vi kommer faktisk tit i genbrugsbutikken, når vi er i sommerhus. Her går vi straks mod legetøjsafdelingen, hvor vi tit er heldige at finde noget fint legetøj til en pris, der gør det ok at købe det blot til sommerhusbrug. På den måde har vi fx fået et fint lager af spande og skovle til stranden. Nogle gange afleverer vi det købte tilbage til butikken efter brug, så andre også kan få glæde af det. Det gælder specielt ugeblade, som koster 1 kr. pr. stk. Det er en helt rimelig "leje-pris" ;-)
Så husk det lige næste gang I står og kæmper med at få alle pakkenellikerne ind i bilen. Drop legetøjet, og se hvad den lokale genbrugsbutik byder på. Så kommer I helt sikkert til at åprøve noget nyt. Og måske spille et spil, I ellers ikke havde prøvet :-)
I øvrigt ligger de også inde med meget køkkenudstyr, som I måske lige mangler i udlejningssommerhuset - det kunne være et strygejern (til perleplader), en persillehakker eller en elpisker. De har det!

Og en god, gammel film
Desuden kan brugte gryder og pander fint bruges til børnenes sandkasse eller udekøkken. Og har du en VHS-afspiller kan du få gamle (børne)film til meget få penge. Der er selvfølgelig også DVD'er men de har det med at være ridsede.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar