søndag den 14. december 2014

Matematik-apps

Hvis du synes, dit barn skal spille lærerige apps, så er der to rigtig gode tilbud på markedet.

Det første er DragonBox 5+, der lærer dine unger at løse ligninger - helt uden de opdager det. Og når de er færdige med denne version kan de springe videre til DragonBox 12+ hvor de også bliver fortrolige med (blandt andet) parenteser.
Spillet koster i 5+ 32 kr til Android (3$ AppStore) og 12+ til 55 kr. til Android (5$ i AppStore) Men de penge er altså godt givet ud!!


Et andet godt matematikspil er SliceFraction, hvor man lærer om brøker. Det er ret genialt fundet på, og man følger en mammut på en lang rejse igennem de forskellige bane, som hver har et emne. Når man har gennemført banen, får man et badge - symboliseret ved en hat.
SliiceFraction koster 14,68 til Andriod og det er ikke lykkedes mig at finde det i AppStore, selvom der linkes til det fra udviklerens site. Måske skyldes det at jeg prøver fra en PC.

mandag den 4. august 2014

Flere seværdigheder på Bornholm

Flere af attraktionerne på Bornholm giver mulighed for gratis eller billige genbesøg. Fx gælder billetten til Bornholms Middelaldercenter i en uge og i Joboland (også kendt som Brændesgårdshaven) kan man ved første besøg få et armbånd på, og så koster genbesøg kun 25 kroner. På NaturBornholm kan billetten laves om til et sæsonkort.

Du kan læse om vores besøg på Bornholms Middelaldercenter i et tidligere indlæg, så herunder vil jeg skrive om Joboland og NaturBornholm.

Joboland

Hvis man regner med at få en oplevelse som i andre forlystelsesparker (fx Legoland og Djurs Sommerland), så bliver man skuffet. Joboland er meget mindre kommercielt og poppet, og meget mere analogt. Fx skal man selv skubbe karrusellen og gynge-karusellen, og der er i det hele taget meget lidt personale i parken. Kun rodeo-tyren er betjent af en ansat, og så er der en livredder i den store (dybe) del af badelandet. Det fungerede ok, da vi var der, men der skal ikke mange idioter til at gøre det en farlig oplevelse. I børnebadelandet, der er uden livredder, var der til tider kaos på vandrutsjebanen fordi (for) store børn løb frem og tilbage på den - jeg er stadig ikke klar over, om man måtte det, for de fleste rutsjede ned på store baderinge. Ved vores sidste besøg, var der rigtig mange mennesker, og der var der meget få baderinge i børnebadelandet - tilsyneladende fordi folk havde taget dem med over til den store vandrutsjebane. Og det var der ingen ansatte, der tog sig af.

Til gengæld er prisen relativt lav - i højsæsonen koster en familiebillet 500 kr. Kommer man om mandagen er der 25% rabat på både entre og parkens butikker. Fredag er der halv pris på pindeis og softice, men overraskende nok er det ikke noget, de skilter med i parken. Så vi blev bare glædeligt overraskede, da vi skulle betale for vores is.

Vores unger (5½, 3½ og 1½) var - udover badelandet - begejstrede for de mange hoppeborge, labyrinten, gorillabanen (jobostien), tømmerflåden, robådene, svævebanen, karrusellen, cykelbanerne, det enormt store legetårn (som er bygget på en stejl skråning), gyngerne og klappedyrene. Der er en del dyr i haven, ligesom påfugle går frit rundt i parken og geder græsser på skråningen med det store legetårn.

NaturBornholm

Vi besøgte NaturBornholm på en meget varm dag. Og det var dumt, for bygningen har meget store glaspartier og det ellers fine udendørsområde har ingen skyggepladser. Så vi var der ikke så lang tid. Men vi startede med en tidsrejse, hvor vi så en flot film om Bornholms historie. Derefter fortsatte vi igennem en udstilling i kronologisk rækkefølge. Vi endte i den store hal, hvor børnene kunne lave aftryk af fodspor med gips og ler. Ungerne var nu mest interesserede i at komme ud og køre i de små eldrevne biler på en lill ebane udenfor. Men for at bilerne kunne køre, skulle vi først "tjene" en polet, som der på pædagogisk vis skulle arbejdes for. Så på to stepmaskiner skulle man træde indtil der var produceret nok energi til bilen og en lille polet kom ud af automaten. Undervejs kunne man følge med i, hvor langt der var igen. Så det var hårdt arbejde for forældrene at tjene til poletterne, men det lykkedes den ældste (på 5½) selv at træde en polet hjem. Og det var han særdeles stolt af :-)

Der var desuden en rigtig fin legeplads og en hyggelig cafe, med et godt udvalg.

fredag den 1. august 2014

Bornholm med all inclusive

Da vi skulle finde ud af, hvor vi skulle tage hen på sommerferie, sagde jeg, at hvis det skulle være ferie for mig, så skulle det være med helpension. Så der startede søgningnen og den ledte os til Hotel Abildgaard på Bornholm. De sælger konceptet som "all inclusive", men det dækker dog "kun" over halvpension (dvs. morgenmad og aftensmad), drikkevarer til maden samt kaffe, te og juice hele dagen. Det passede os nu fint, for vi ville ikke være på hotellet til frokost alligevel.

Vi fik et fint familieværelse, som består af en lille gang, et badeværelse, et værelse med to enkeltsenge, samt et stort rum med dobbeltseng, minikøkken, fjernsyn, sofa, lænestol, to stole og et klap-bord. Desuden er der fint med skabe til opbevaring. Vi var særligt glade for køkkenet, hvor vi kunne have lidt mad og drikke i køleskabet, så vi kunne smøre tur-madpakker. Desuden var der øverst i køleskabet en lille fryser, så vi kunne fryse køleelementer. Som køleelementer brugte vi brikjuice, for så kunne de drikkes sidst på dagen - hvis de altså var tøet op.

Vi boede i blok D (der er A-E), og den var placeret fint tæt på legepladsen, men med en bakke uden for døren, så hvor de øvrige blokke havde et par bænke uden for døren, så måtte vores blok op ad en bakke. På den anden side af lejligheden var der en fin græsplæne, men desværre var der ingen dør ud fra lejligheden den vej. Der var kun omkring to bord-bænkesæt pr. blok og 4-5 havestole. Så man kan altså ikke regne med at kunne sidde ude med hele familien.

I hovedbygningen er der foruden restaurant og reception, en aktivitetskælder med blandt andet billiard, airhockey, dart og bordtennis samt en stor fjernsynsstue og barområde. Vi nåede dog kun at bruge restauranten. Udenfor hovedbygningen er der en swimmingpool og en mindre børnepool. Omkring poolen er der rigeligt med liggestole og så er der borde og stole, hvor man også kan spise morgen- og aftensmad.

Vi spiste indenfor - mest fordi mange af bordene udenfor optaget af rygere, og det var ret træls. Flere sad ved bordene lige ved indgangsdørene, og røgen blæste lige ind i restauranten. Og der blev også røget under spisningen :-(

Indenfor sad vi fint og var tæt på buffeten. Til gengæld måtte vi så trækkes med alt for høj musik i højttalerne. Jeg forstår ikke hvorfor, der skulle være musik til maden - kun det mandagens græske buffet, hvor der blev spillet græsk musik gav det lidt mening. Ellers var det bare unødig støj, der slet ikke passede ind i selskabet.

Morgenmaden var fin og der var et stort udvalg. Brødet var (naturligvis) bakeoff, men hæderligt. Der var alt fra yoghurt, mælk og cerealier til brød, rugbrød og pålæg. Og så var der (rør)æg, pølser og bacon :-)
Aftensmaden var ok uden at være prangende. De mange ældre gæster var begejstrede, men det var ikke altid lige så børnevenligt, som man kunne ønske. Buffeten har et tema for hver ugedag, så det er ikke (helt) det samme man spiser hver dag. Selvom der var gengangere som fx salatbar og svinekam (sidstnævnte i forskellige varianter/marinader).

Til aftensmaden var der fri øl, vand og vin, og det var vist mest noget øldrikkerne var glade for. For mens de kunne mæske sig i øl fra Svanke Bryghus fik sodavandsdrikkerne serveret noget billigt sprøjt, der var nærmest udrikkeligt. Vi overvejede seriøst at medbringe vores egen Pepsi eller Coca Cola. Vinen prøvede vi ikke, men efter de kommentarer jeg hørte fra de øvrige gæster var den ikke noget at skrive hjem om.
Til dessert var der isbar og dagens dessert (fx panna cotta, citronfromage og æblekage). Det plejer at være et hit hos ungerne, men ikke hos vores. Måske fordi isen var hård og krystalliseret og tilbehøret begrænsede sig til (dåse)flødeskum og en tube jordbærsovs.

Når ungerne var færdige med at spise, løb de ud og legede på legepladsen, der bestod af et kæmpe legetårn, en vippe og nogle vippedyr. Fint, men en hjemmelavet model, der næppe havde klaret et sikkerhedstjek.


onsdag den 30. juli 2014

Bornholm - og middelaldercentret

Vi har været på sommerferie på Bornholm. Der er så mange gode og spændende ting at se, at de bliver fordelt over flere indlæg. Men du kan se dem allesammen her.

Vi besøgte Bornholms Middelaldercenter og det er bestemt et besøg (eller to) værd. Især fordi billetten gælder i en uge så man kan nå flere besøg mens man er på øen.
Som de fleste andre steder vi besøgte var der god plads selvom vi kom i højsæsonen, og det sætter vi pris på. Det er mange steder at sætte sig og nyde sin mad eller bare tage et hvil.
Ældsten var begejstret for de kampe som blev kæmpet på stedet, og børnene fik også selv lov til at deltage i slåskampene.

Desuden var der også små værksteder hvor man blandt andet kan lave lys og forme ler.

Her ses bue-banen, hvor man kunne prøve at skyde med bue og pil:

tirsdag den 22. april 2014

Apps kapitel 2

Vi har prøvet lidt flere apps herhjemme, og her følger et par gode råd samt et par anmeldelser.
Jeg finder gode apps på forskellige websites, facebookgruppen Ipads, tablets og pædagogik og gennem venner. Og så søger jeg på Google Play.

mandag den 14. april 2014

Android-apps til børn

Det der med apps er en jungle, og desværre er det en smule sværere at orientere sig om gode Android-apps (i hvert fald når man sammenligner med iOS-udbuddet). 
Nå, men vi HAR altså valgt side, og det blev Android. Hvorfor? Bl.a. fordi 
  • de er langt billigere - man kan få en god 7" tablet (Samsung Galaxy Tab) for under tusind kroner - det er under halvdelen af hvad en iPad mini koster
  • der er tilbage- og menu-knap. Dem bruger jeg (men endnu ikke børnene) tit. Man skal dog vælge en tablet med en fysisk knap på forsiden (det har fx. Asus Transformer Pad ikke)
  • man kan vælge en model med mini-USB-oplader. Så kan man bruge den samme oplader som til sin mobiltelefon (hurra for mindre oplader-bøvl).
ALT fra LEGO er super godt! Vi kan varmt anbefale især

Nå, men her er, hvad vores unger ellers spiller:
Kortspil - UNO™ FREE (GAMELOFT) kan anbefales (4+)

Se alle mine indlæg om apps ved at klikke her.

torsdag den 9. januar 2014

Ferie på Slettestrand

Vi har været på efterårsferie.  Med bedsteforældre, fætter,  kusiner, onkel og mos
ter. I vores familie er madlavning noget, vi gerne vil slippe for når vi holder ferie, så derfor bookede vi et ophold med helpension hos Feriecenter Slettestrand. Helpension er næsten det samme som det populære 'all inclusive', men helpension er (heldigvis) uden saft, sodavand, is. Og maden på Slettestrand er både god, lækker, sund og økologisk.  Især elsker jeg deres hjemmebagte rugbrød. Alle tre måltider er buffet, og det er genialt for børnefamilier, som render til og fra. I restauranten er der også et stort legehjørne,  hvor ungerne kan lege,  mens de voksne spiser færdig.  Ahhhhh!
Måltiderne passer ikke helt til små børn, så vi måtte købe havregryn og mælk til de tidlige morgenmåltider. Så spiste vi second breakfast, når restauranten åbnede for buffeten kl. 8. Nogle dage var den lille allerede lagt til sin første lur, men så kunne hun nå at spise, når hun vågende, for morgenmadsbuffeten lukker først kl. 10. Frokost er kl. 12-14 og aftensmad kl. 18-20. Alle sammen lidt sene, så vi var altid klar fra starten af.
Om onsdagen er der danseaften – en fantastisk hyggelig aften, MEN det betyder, at aftensmaden først er kl. 18.30 (og reelt lidt senere, da der først skulle bydes velkommen og musikken skulle introduceres). Vi VAR blevet advaret og tilbudt at få serveret mad lidt tidligere. Vi afslog og fodrede børnene af med havregryn og mælk sidst på eftermiddagen, men det blev ingen succes. Børnene var trætte, og kun ældsten på 4½ holdt sig vågen til også at få isbar, der hører med denne aften. Andre dage kan det tilkøbes for 29 kr. (3 kugler) eller 49 kr. (ad libitum).

Ferielejlighederne er fine, og der er et fint lille køkken, så man lave mad, hvis man ikke har valgt forplejning. Her er det værd at bemærke, at der er opvaskemaskine.
Stemningen på stedet et hyggelig og der er meget rummeligt. Det skyldes blandt andet, at stedet er meget handicapvenligt, så der holder mange handicapbusser på parkeringspladsen. Desuden driver familien, der ejer feriecentret, også et opholdssted for udviklingshæmmede, og en del af beboerne der hjælper til på feriecentret - fx med at trække heste, som pedeller eller køkkenhjælpere.
Så over maden ser man mange forskellige mennesker, fx kørestolsbrugere. Og det er berigende at mærke den rummelighed, der er i den mangfoldige sammensætning.

Udenfor er der et væld af aktiviteter, og det første man møder er en stor legeplads med enormt mange køretøjer til både store og små. Min bedre halvdel var begejstret over at der også er mooncars i hans størrelse. Der er også fodboldbane, klappegeder, hestevognskørsel og meget andet.

I området er der en storslået natur med rig mulighed for skønne gåture og så er området et sandt Mekka for mountainbikere.

Et kort stykke ned ad vejen er stranden, hvor vi var heldige at se den lokale fiskekutter blive trukket op på stranden - for der er ingen havn i Slettestrand.

Starter man bilen er der mange aktiviteter i området. Vi fik en fin folder med en oversigt over de mange aktiviteter.

På hjemturen besøgte vi Hjortdal Dyrefarm. Et rigtig hyggeligt sted, hvor man kan købe en lille pose med gulerødder, som man må fodre dyrene med. Dét var et stort hit. Vi købte de i forvejen billige billetter med rabat hos Feriecenter Slettestrand.

onsdag den 8. januar 2014

Få styr på ungernes fritidsaktiviteter

Wordle: fritid
Når det et en mor til syv (!), der fortæller, så lytter jeg. Så læs lige denne artikel af Charlotte Højlund med gode råd til at holde styr på ungernes fritidsaktiviteter.