fredag den 8. april 2016

Modellervoks - opdateret opskrift

Jeg har tidligere skrevet om hvor nemt det er at lave modellervoks. Efter mere erfaring med processen har jeg tilpasset opskriften og delt den op, så man laver 5 små portioner med hver sin farve.

Først laver jeg hvid (farveløs), derefter gul, grøn, blå og til sidst rød.

1 dl hvedemel
40 g fint salt
1 tsk citronsyre
1 tsk olie (kan udelades)
ca. 60 g kogende vand
frugtfarve

Fremgangsmåde:
  1. Bland alle tørre ingredienser i en skål
  2. Put olie i
  3. Stil skålen på en vægt (så du se hvor meget kogende vand du hælder i)
  4. Hæld kogende vand i
  5. Tilsæt frugtfarve
  6. Pisk med elpisker med dejkroge (man kan også bruge en grydeske)
  7. Ælt færdig med hænderne (dette kan fint være en børneopgave)
Gentag dette for alle farverne.


mandag den 4. april 2016

Æblemand

Når jeg tager mig tid til det, kan ungernes frugt godt få et sjovt pift. Nemlig mund, næse og øjne. Og hår, hvis jeg har rigtig god tid.
Men æblerne (og de relativt runde pærer) bruger jeg en kernehusudstikker og skærer derefter øjne, mund og næse ud.
På denne model, har jeg også lavet hår:

mandag den 28. marts 2016

Kortholder

Vi kan godt lide at spille kort, men selv for den 7-årige er det svært at holde styr på kortene. Så vi har bygget en kort-holder af LEGO. Den ser sådan her ud:


Den fungerer godt, og det er nemt at sætte kortene på plads.

Hvad spiller I så?
Mest fisk, men i dag har vi også prøvet at spille UNO med spillekort. Vi bestemte at jokerne skulle være "Skift farve" og en enkelt af jokerne skilte sig ud, så den blev "Skift farve og træk 4 kort op". 2'erne blev "Træk 2 kort op" og esserne "Spring over". Vi var kun 2, der spillede i dag, men er vi flere, vil vi nok tilføje "Skift retning til et af kortene".

Den 7-årige har ikke helt tålmodighed til at lære det, men vi vil gerne lære ham at spille 500. Det kræver dog lidt træning.

Og så har ur-kabalen vist sig at være sjov og nem (for den 7-årige). Den går ikke op hver gang, men ofte nok til at han stadig synes den er sjov.

onsdag den 23. marts 2016

Hjemmelavet banko

Vi har masser af spil herhjemme, men vi har ikke et godt banko-spil. Så det lavede vi selv. Vi fandt nogle papæsker (havrefras-pakker) og klippede brikker og plader ud af dem. På brikkerne skrev børnene et bogstav på hver brik - der var derfor 29 brikker. Pladerne inddelte jeg med 9 felter (2 streger på hver led), og så valgte børnene selv, hvilke bogstaver, der skulle stå på deres plade. Den ældste (går i 1. klasse) fik besked på at skrive små bogstaver på hans plade (det er en god opgave også at lære de små bogstaver at kende).



Brikkerne lagde vi i en stofpose, og så skiftes man til at trække en brik. Da flere godt kan have samme bogstav kan vi ikke bruge brikkerne til at markere på pladerne. I stedet lånte vi brikker fra et andet spil, og det fungerede fint.

Vi har snakket om, at vi kan lave et nyt spil med korte ord, som fx mor, far osv. næste gang.

torsdag den 17. marts 2016

Neglelak uden (for meget) gift

Mine to piger (3 og 5 år) er vilde med neglelak. Moren er mindre vild med det giftige stads. Neglelak har stået på ønskesedlen i et stykke tid, og til jul fik de dette "børneneglelak" fra en legetøjsbutik. Det er noget skrammel, der vaskes af næste gang man vasker hænder.
I stedet fandt jeg ud af, at Hopscotch Kids er neglelak uden fx acetone, ftalater og alt det andet bras, vi helst vil undgå at udsætte ungerne for
Jeg fandt et sæt med tre neglelak, en top coat og en flaske neglelakfjerne til 249 hos rawmakeup.dk, men de forhandler dem tilsyneladende ikke længere. I stedet hat jeg fundet dem hos fx. her og her. Begge steder må du købe dem enkeltvis til ca. 110 kr. pr. styk. Dyrt ja, men det koster at slippe for de farlige stoffer.
Resultatet bliver fint og holdbarheden er overrraskende god. Vi har endnu ikke brugt top coaten, som efter sigende skulle øge holdbarheden.

Her er det farverne Peter Peter Pumpkin Eater (orange - på pege- og ringfingre), You are My Sunshine (gul - på tommel- og lillefingre) og Heads Up, Seven Up (grøn - på langefingre)

søndag den 28. februar 2016

Motion til mor

Før jeg fik børn spillede jeg rigtig meget fodbold, men det var først efter jeg havde fået barn nummer 3(!) at jeg kom i gang med at træne igen. Nu er mit behov, at det skal være kort og effektivt (sved på panden + styrketræning) og mine muligheder for at træne begrænsede (med børn eller efter puttetid). Derfor har jeg samlet nogle forslag til at træne på en nem måde.

Træn effektivt

Intervaltræning er særdeles effektivt og der findes mange gode apps med forslag til øvelser. 
Fx. 

Træn med børnene

Herhjemme er vi begyndt at lave morgengymnastik. Ikke alle morgener, men dem, hvor vi har tid. Børnene (i alderen 0-7 år) kan godt li' det, og det er en motivation for dem at gøre sig hurtigt klar, så vi kan nå morgengymnastikken. Men det kan også gøres på andre tidspunkter.
Vi træner intervaltræning med Tabata-musik fra Spotify. Tabata-musikken er opbygget med 8 arbejdsintervaller på 20 sekunder efterfulgt af 10 sekunders pause. Normalt laver man den samme øvelse alle 8 gange, men med børnene laver vi 8 forskellige øvelser. Børnene er nogle gange med til at bestemme øvelserne.
Øvelsesforslag: Sprællemænd, skihop, mavebøjninger, squats, rygbøjninger, step (jorden brænder), armbøjninger og lunge-skridt. Alle disse øvelser kan nemt laves i stuen.

Træn med andre

Lav en aftale med naboen, veninderne eller skab kontakt via en lokal facebook-side (det har de fleste byer/bydele). For mig virker det, at jeg har en aftale med andre. Så er jeg nødt til at komme afsted. Og så træner jeg som jeg foreslår herunder...

Kombinér

Gå/løb en tur og stands hvert 5/10 minut og lav øvelser - det er klart sjovest (og mindst pinligt), hvis man er flere. Har man babyer kan man tage barnevognen med.

Forslag til øvelser:

  • Trappetræning: Hvis turen går forbi nogle trapper, så tag 5 ture op og ned af trapperne. Start med 3 ture hvor man træder på hvert trin og slut af med 2 ture, hvor man på op-turen tager hvert andet trin. Det giver varmen og får pulsen op!
  • Brug omgivelserne: Møder du en bænk på vejen, så brug den til at lave øvelser, som fx.
    • Armbøjninger: De bliver meget nemmere, hvis du laver dem med hænderne på bænkens ryglæn (se her).
    • Dips: Se et fint billede her.
    • Se andre forslag her
  • Diverse hop: Fx sprællemænd, skihop, step (jorden brænder)
  • Styrkeøvelser: Fx squats og lunge-skridt. Hvis du kan have et underlag med, så kan du også lave fx mavebøjninger og rygbøjninger.